Staten Island Ferry

Staten Island Ferry

Intet kan slå de gratis glæder - og slet ikke dem, der udover at være gratis også er på Top 5 over must-see attraktioner, når du rejser til New York City. Sådan en er Staten Island Ferry. Færgen (færgerne), der bringer tusindvis af commuters og turister frem og tilbage mellem Staten Island og Manhattan 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Sejlturen er gratis og tager ca. 20-25 minutter, og du kan tage samme færge tilbage igen, hvis du ikke vil stå af og opleve Staten Island (hvilket dog i høj grad kan anbefales). Det er ikke blot for sejlturen i sig selv, om end det er en behagelig tur.

Nyd Manhattan skyline
Bonussen får du i form af udsigten. Her får du frit udsyn til både Ellis Island, Frihedsgudinden, Brooklyn Bridge og Manhattan Skyline. Et betagende syn, som enhver med et lommekamera kan få prisvindende billeder ud af.

Så hvis du alligevel ikke orker at besøge Ellis Island og Frihedsgudinden, men blot vil lidt tættere på, kan du spare mange penge ved at tage en tur med Staten Island Ferry. Og i disse sikkerhedstider, kan du endda få den adrenalinfremkaldende oplevelse af at blive eskorteret ud af havnen af tungt bevæbnede speedbåde fra the Coast Guard - ren action film.

Område: 
Oplevelser: