New Yorks næststørste park

5 km2 land udgør den fantastiske park Flushing Meadows Corona Park, i daglige tale blot Flushing Meadows. Flushing Meadows blev etableret som location for Verdensudstillingen i 1939/40 og succesen var så stor, at man brugte parken igen til Verdensudstillingen i 1964/65.
I dag fungerer den som fristed for både Queens’ og New Yorks indbyggere og ikke mindst som attraktion for turister.
Mere end bare en park …
Flushing Meadows er ikke bare en park med græs og træer. Den indeholder et væld af aktiviteter fra sport over kunst til videnskab og dyreliv.
Det første man ser, er den imponerende skulptur The Unisphere, der troner midt i parken, og ofte anvendes som symbol for Queens. Men rundt om i Flushing Meadows finder du mange andre skulptu-rer, der er lidt ekstra opmærksomhed værd.
Citi Field og Billie Jean King National Tennis Center
På den sportslige side er det i Flushing Meadows du finder the Mets’ nye hjemmebane, Citi Field, og The USTA Billie Jean King National Tennis Center, hvor US Open bliver spillet hvert år.
Vil du selv være fysisk aktiv, er der masser af muligheder – fodboldbaner, tennisbaner, baseballbaner og cricketbane, eller du kan leje en robåd eller en vandcykel ved Meadow Lake og sejle lidt rundt på søen, men du kan også bare vælge at gå – der er kilometer nok i Flushing Meadows til en god workout.
Playgound for All Children
Børnene kan lægge vejen forbi en af de mange lejepladser, men især Playgound for All Children kan anbefales. Det er en speciel legeplads bygget, så den kan benyttes af børn både med og uden fysiske handicaps.
Udendørs
På natursiden er der naturligvis parken i sig selv, men du bør også lægge vejen forbi Queens Wildlife Center, en lille zoo med nordamerikanske dyrearter og en Childrens farm, hvor børn (og voksne) kan komme i nærkontakt med husdyr. Desuden er et stykke af parken afsat til Queens Botanical Garden, der giver dig skønne oplevelser på stort set alle tider af året.
Indendørs
Skulle vejret være mere til indendørs aktiviteter, er der museer at besøge. New York Hall of Science er et fantastisk hands-on-museum inden for videnskab og teknologi.
Eller hvad med lidt kunst på The Queens Museum of Art? Det er også her du kan se det fantastiske panorama af New York, der er verdens største model af et byområde.
Og det stopper ikke her.
Flushing Meadows har meget mere at byde på. Så find en dag med godt vejr, og tag ud til Flushing Meadows for en hel dag fuld af oplevelser.


Læs om Midtown Manhattan
Skriv en kommentar