Ellis Island – fra Annie til Arne

Ellis Island

På fundamentet til Frihedsgudinden står der indgraveret et digt af Emma Lazarus: "Giv mig jeres trætte, jeres fattige. / Jeres sammenstuvede masser, der længes efter at trække vejret i frihed". Hvis ikke Frihedsgudinden var placeret så tæt på Ellis Island, havde man været nødt til at sætte denne tekst på et skilt over døren til Great Hall på Ellis Island. For intet kan bedre beskrive det, der foregik her omkring forrige århundredeskift.

Ellis Island fungerede fra 1892 til 1954 som USAs immigrations-centrum, hvor alle indvandrere til USA skulle registreres og lægeundersøges, inden de drog ud i det store nye land. Første immigrant, der blev registreret var Annie Moore, en 15-årig pige fra Irland, der ankom til New York City 1. januar 1892, og 12 millioner mennesker senere blev nordmanden Arne Petersen den sidste, der tog turen over Ellis Island i 1954.