Dyrk yoga i New Yorks parker

Når man har okset rundt i New Yorks larmende og til tider overvældende kaos af trafik, turister og travlhed, kan man have brug for at genfinde den indre ro. Og i modsætning til mange andre af den amerikanske storbys tilbud og attraktioner, behøver man ikke nødvendigvis at gribe til visakortet. I mange af New Yorks parker er der nemlig gratis yoga-undervisning i løbet af foråret og sommeren. Man medbringer selv et underlag, men alle er velkomne, uanset om man er nybegynder eller rutineret udøver af den populære, indiske disciplin.

Washington Square Park
Indtag lotusstillingen i Greenwich Villages pittoreske Washington Square Park, kendt for den imponerende triumfbue, der blev opført til ære for George Washington i 1889; hundrede år efter, at han blev indsat som USA’s første pæsident. I de historiske omgivelser, på en af parkens plæner, kan man hver onsdag i juni og juli (pånær på den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli) få styr på åndedrættet og strække sine ømme lemmer ud, når der er yoga-undervisning for alle interesserede.
Parken ligger mellem 5th Avenue, Waverly Place, W 4th Street og MacDougal Street på Manhattan.

http://yogavida.com/pages/washington-square-park-yoga

Bryant Park
Midt i et af Manhattans mest hektiske områder finder man Bryant Park, lige bag New York Public Library, omgivet af skyskrabende kontorbygninger og ofte fyldt med travle kontorfolk, der nyder parken i deres frokost- og kaffepauser. Fra maj til september kan man lade op mentalt, når der tirsdag morgen og torsdag aften tilbydes yogalektioner med garvede yogainstruktører
Parken ligger mellem 5th og 6th Avenue og 40th og 42nd Streets.

http://bryantpark.org/plan-your-visit/yoga.html
 

Union Square
Få overskud til en lang dag som turist i New York ved at starte dagen med en gratis yogatime i hyggelige Union Square Park. Smut derefter over i det nærliggende gourmet-supermarked Whole Foods efter morgenmad, som passende kan spises på en af parkens mange bænke.
Union Square Park tilbyder flere andre gratis fitnesslektioner, fra juni til august.
Parken ligger mellem Broadway og 4th Avenue og 14th og 17th Streets på Manhattan.