Coney Island - Sideshow, Creepshow, Freakshow

En del af New York, men en verden helt for sig selv. Det er Coney Island.
Coney Island er en halvø i den sydligste del af Brooklyn kun ca. 45 minutter fra Manhattan. Her kan du finde oplevelser helt ud over det sædvanlige – selv for New York. Der er noget for børnene, for voksne, der stadig har barnet i sig, og i særdeleshed for voksne, der er ”meget voksne”.
Mest berømt er The Coney Island Boardwalk, hjemsted for den verdenskendte rutchebane The Cyclone og alle de yderst interessante shows i alverdens mærkværdige genrer. Læg f.eks. vejen forbi The Higline Ballroom, hvor du kan opleve The Circus Sideshow med den skæggede dame, slangemennesket, sabelslugeren og adskillige andre ”freaks”. Eller hvad med et Burlesque show eller lidt Vaudeville? Coney Island har det hele.
Men Coney Island byder også på mere freak-free oplevelser. Besøg f.eks. New York Aquarium eller Deno’s Wonder Wheel Amusementpark. Gå en lang tur langs stranden og snup en hotdog hos Nathan’s Famous, hotdoggens fødested. Men uanset hvad du foretrækker, bør du besøge Coney Island Museum, hvor du for kun 99 cents får alle sider af Coney Islands historie.
For at komme til Coney Island kan du tage subway D, Q, N eller F til endestationen Stillwell Avenue. Turen tager ca. 45 minutter.
Coney Island er åben stort set hele året, men sommerperioden er den ultimative højsæson, fordi du her både kan nyde forlystelserne og stranden.Afsæt en dag af din New York ferie til at besøge den lidt aparte verden, der går under navnet Coney Island.
Tags: Brooklyn Udflugter, For børn

Læs om Midtown Manhattan
Skriv en kommentar