Begynderguide til New York City

New York

Begynderguide til New York City Hvis du aldrig har været i New York før, kan byens store udbud af seværdigheder, attraktioner og aktiviteter være overvældende. Hvad skal du se og hvor skal du starte i The Big Apple? Fortvivl ikke. Newyork.dk har her lavet en checkliste til dig med de vigtigste attraktioner. Og bare rolig: Alt det andet skal du nok nå også – hvis ikke på din første New York ferie, så den næste.

MetroCard
Noget af det første du bør gøre efter din ankomst til New York, er at købe dig et MetroCard, der giver dig fri transport i Subway og busser. Godt nok er New York en by, hvor du går meget, men subwayen i New York er ikke bare praktisk (især i dårligt vejr), det er også en fantastisk oplevelse, som på både godt og ondt giver dig et klart billede af New Yorks sande væsen. Læs mere om transport i New York.

NYC Information Center
Det næste du bør gøre er at aflægge et visit i NYC Information Center, hvor du får hjælp til at finde både de oplagte og de mere unikke oplevelser i New York.

Checkliste for førstegangsturister i New York City

Brooklyn Bridge
Brooklyn Bridge kommer ind på en sikker førsteplads over de ting, du bare må se i New York. Brooklyn Bridge er både et prægtigt bygningsværk og en spændende og behagelig måde at krydse East River på. Du skal tilbagelægge 1,8 km hver vej, men det føles ikke af noget, når udsigten er så fantastisk, som den er fra Brooklyn Bridge.

Empire State Building
Se hele New York City fra oven med et besøg på Empire State Buildings udsigtsplatform på 86. etage. Gør det gerne to gange – en om dagen, og en om aftenen. Køb billetterne til Empire State Building online.

Times Square
Lige dér hvor New Yorks hjerte banker. At stå midt på Times Square og suge byen til sig er øjeblikket, hvor du VED du er i New York. Og helt ærlig – du kan ikke komme hjem fra New York, uden at have været på Times Square. Det ville være både snyd og synd.

Central Park
Storbyens lunger, hvor du kan trække vejret frit, giver dig masser af muligheder for både afslapning og aktiviteter. Central Park er et 3,5 km2 grønt område med plæner, skov, klipper, søer og vandløb. Nyd frokosten i det grønne, slå et smut forbi Strawberry Fields og nyd udsigten fra tårnet på Belvedere Castle. Start eventuelt dit besøg i the Dairy, hvor der er indrettet besøgscenter.

5th Avenue
5th Avenue er et af de bedste steder at shoppe i New York. Den lange gade, der er tæt polstret med forretninger i både luksus- og discount-klasse, giver dig en fantastisk mulighed for at shoppe igennem. Og hvis du ellers kan abstrahere fra butiksvinduerne og de mange gode tilbud på 5th Avenue, er der også rigtig gode chancer for lidt celebrity-spotting.

Frihedsgudinden & Ellis Island
Som nytilkommer til New York, er du (næsten) i samme situation, som de tusinder, der kom til byen som immigranter mellem 1892 og 1954. OK – du skal med et fly hjem igen, men følelsen af at se New York for første gang, må ligne lidt …

For at få et blik ind i disse menneskers verden og New Yorks historie, skal du tage båden fra sydspidsen af Manhattan til Ellis Island og besøge immigrationsmuseet. Og undervejs bør du stå af på Liberty Island og se Frihedsgudinden. Godt nok er mulighederne for at komme op i selve statuen blevet noget begrænsede, men det er rigeligt turen værd blot at komme tæt på og se hendes fulde 93 m byde skibene velkommen til ”Land of the Free”.

Ground Zero
Ground Zero vil for altid stå som et vidnesbyrd om de tragiske hændelser, der fandt sted den 11. spetember 2001 i New York. Samtidig er både selve Ground Zero og Lower Manhattan et vidnesbyrd om, at livet går videre trods katastrofer, og om hvordan New Yorkerne stod sammen og på rekordtid byggede deres by op igen. Vi anbefaler, at du også besøger Ground Zero Museum og/eller Tribute WTC Visitor Center.

Wall Street
Wall Street er pengenes gade. Det er her du bl.a. finder New York Stock Exchange (NYSE), hvor der hver dag handles aktier fra hele verden. Desværre er også NYSE underlagt strenge sikkerhedsregler, og der er derfor ikke adgang indenfor, men du skal alligevel tage derned og se den berømte facade med søjlerne, der er svøbt i Stars and Stripes. Og så er området omkring Wall Street samtidig fyldt med interessante oplevelser.

Staten Island Ferry
Få glæder er større, end de gratis. En af de gratis glæder, du kan opleve i New York, er en tur med Staten Island Ferry.

Færgen, der dagligt fragter pendlere frem og tilbage mellem Manhattan og Staten Island, sejler hele døgnet og turen tager ca. 20 minutter hver vej. Så stig ombord og få en herlig tur med den skønneste udsigt til Manhattan Skyline og Frihedsgudinden. Og gå gerne fra borde på den anden side og udforsk Staten Island.

Broadway
Er du blot det mindste teaterinteresseret, bør et Broadwayshow eller anden form for teater være et højt prioriteret punkt på din to-do-liste. Du kan vælge mellem alle former for teater – musicals, komedier, tragedier, stand-up, klassikere eller det sidste nye. Og er du til det mere alternative og nyskabende, kan du forsøge dig med noget off-Broadway. Billetter til det meste kan bookes online, men du kan også vælge at tage chancen i TKTS-kiosken på Times Square, hvor billetter til samme dags forestillinger sælges billigt.

Macy’s
New York’s største varehus, Macy’s, finder du på Harold Square/34th Street. Macy’s, der bl.a. er kendt fra julefilmen ”Miraklet på Manhattan”, kan uden problemer beskæftige dig en hel dag med shopping, men er også et besøg værd, selvom du bare vil kigge.

Stort set ALT kan købes her, og hvis du henvender dig i kundeservice, er der som turist penge at spare både i form af rabatkuponer og refunderet tax. Og når du er blevet træt og sulten, kan det anbefales at tage en tur ned i kælderen. Her finder du Macy’s Bar & Grill, der er en hyggelig restaurant med super-lækker mad til yderst acceptable priser.

Museer
En stor del af New Yorks seværdigheder er museer. Da de kommer i alle afskygninger og størrelser. De to største og mest kendte kunstmuseer i New York City er MoMA (Museum of Modern Art) og Metropolitan Museum. De er begge gode steder at starte, hvis du kun vil have et enkelt museum på sin ferie-agenda i New York. Men har du tid i overskud, kan det også være en god idé at besøge Museum of New York City, da det giver et godt indblik i byens historie. Se flere muligheder under museer i New York.

Nu burde du være klar til at kaste dig ud i New York City for første gang. Men udforsk også alle de andre artikler her på newyork.dk og check også linksamling til New York.

God tur til New York City!
 

Praktisk info: