Shopping guide: Smagen af New York

På trods af den noget begrænsede levetid, er gaver til gane og mave altid populære, og New York er leveringsdygtig i et uendeligt udvalg af smagsvarianter.

På 34th Street, tæt på Macy’s ligger Garrett Popcorn, der i over 60 år har langet lækre lune gourmet-popcorn over disken til lokale såvel som turister. Du kan bl.a. få dem med chokolade, karamel eller ost - eller et mix - og de sælger også dåser med ikke-lune varianter, du kan købe med hjem som gave.

Lidt længere uptown, på 55th Street, skal du besøge den hyggelige Myzel’s Chocolate & Gifts. Her har mor og datter drevet forretning siden 1960, hvor du kan få de skønneste chokolader, trøfler, hjemmebagte cookies og lakrids fra det meste af verden. De sørger naturligvis for flot gavepakning, så du virkelig kan imponere med din gave.

For den yngre generation kan du få meter fra Times Square finde både M&M’s World og Hershey’s, hvor du kan få fingrende i alle de klassiske chokoladeprodukter plus gaveartikler relateret dertil.

Derudover kan du mange steder få specielle tag-med versioner af typisk New Yorksk mad og snacks som f.eks. pretzels, donuts, pastrami, og meget mere - bare spørg, der hvor du spiser.

Sidst men ikke mindst kan du med stor fordel kigge indenfor i ét af de mange supermarkeder i New York. Her kan du finde produkter, som du skal betale skyhøje priser for i Danmark, til næsten ingen penge. Nogle af de populære, der ofte er på listen over ”gider du ikke tage med hjem” er Pop Tarts, bagemix, Jell-O og dressinger, men tag en kigger og find selv det, der passer dig og dine gaver.